I over 20 år arbejdede Susanne Wiigh-Mäsak med ideen om en økologisk form for begravelse. De mange økologiske, miljømæssige og etiske spørgsmål skulle falde på plads, før hun følte, at ideen var klar til offentliggørelse. Spørgsmålene blev altid besvaret med rod i biologiske fakta og etiske argumentationer.
“Der er mange tilfælde, hvor vi mennesker ikke ønsker at acceptere givne regler. At vores tid på jorden er begrænset, er en af dem. Det er dejligt at forstille sig livet som en ubegrænset ressource, og lige så rart at tænke på at leve det, som var det sådan. Men forestil dig, at livet faktisk er sådan, at vi er en del af alt, der lever, og den eneste begrænsning er tiden i vores krop. Hvad sker der efter vores sidste dage? Er der en ende?
Hvad vores sjæl angår, er der sandsynligvis ligeså mange synspunkter, som der er mennesker. Mange af de tanker og overvejelser, vi har i vores indre jeg, er dog tanker om, at der er en form for fortsættelse af livet, efter at vi har taget vores sidste åndedræt. I dette spørgsmål er der ikke noget, som er rigtigt eller forkert. Det er bare vigtigt, at ethvert individ får lov til at have sin tro, da ingen kender svarene.
Derimod ved vi, hvad der sker med en krop, der ikke længere er i live. Her har vi svar i form af fakta. På trods af dette, ønsker vi alligevel ikke at acceptere de givne fakta, men i stedet har vi ritualer, vedrørende vores sidste hvilested, der er uhensigtsmæssig for miljøet, og den kommende fremtid. Dette er ikke overraskende, når man tænker på, at de regler og traditioner, vi i dag følger for en begravelse, blev skabt i det 12. århundrede og ikke har ændret sig meget sidenhen.
Gennem de sidste 900 år har vi mennesker forøget vores viden, hvilket vi burde benytte i praksis. Vi ved blandt andet hvad ilt er, hvilket vi ikke vidste i det 12. århundrede. Vi ved også, at hvis noget skal nedbrydes og blive til muld, er der brug for ilt. Alligevel begraver vi vores døde dybt nede i jorden, hvor der ikke er ilt, uden at reflektere over forholdet mellem viden og tradition, og derved udsætte den døde krop for en nedbrydningsproces. Det gør nutidens mennesker, fordi at de altid har gjort det.
Kremationen var en ny måde at tænke begravelse på i det 19. århundrede. Det udsprang af den hastige urbanisering, og behovet for hygiejne i de hurtigt voksende byer. Ud fra et biologisk synspunkt er det hverken økologisk korrekt eller miljømæssigt forsvarligt.
Min idé er at kombinere biologisk viden med en værdig og etisk korrekt måde at blive husket af vores pårørende. Det primære er, at vi efter døden er bevaret i organisk form, og vi er begravet overfladisk i en levende jord, der hurtigt nedbryder os til muld.
Jeg er klar over, at denne tankegang er i strid med mange skikke, men vi bør forsøge at tillægge os en mere naturlig tilgang til vores liv og vores død. Nutidens begravelsestraditioner fører folk bag lyset og tillader dem ikke at føle sig sikre i det faktum, at døden er en del af vores liv.
Øget indsigt i den biologiske cyklus giver større forståelse og respekt for livet på jorden. Med viden om, hvad der sker med kroppen efter døden, er det håbet, at folk vil føle en øget sikkerhed med deres fysiske skæbne. Dette kan igen give vores sind større frihed til at overveje de åndelige problemer, som vi alle bærer rundt på inde i os selv.”
Susanne Wiigh-Mäsak
